lørdag den 12. juni 2010

Cairns til Karlslunde 11. - 12. juni 2010

Cairns via Sydney, Singapore, London, København til Karlslunde 11. - 12. juni 2010

Vi pakkede de sidste af vores ting ned mens vi spiste morgenmad, vi havde aftenen før gennemgået alle vores ting og fået smidt det ud vi ikke havde brug for mere. Vi skulle gerne ned på de magiske 20 kg pr. kuffert.

Morgenmad i Cairns

Kl. 9:00 blev vi hentet foran hotellet og kørt til lufthavnen, en tur på godt 20 minutter. Under indtjekningen blev vi gjort opmærksom på, at vi skulle tjekke ind igen i Sydney for vores flyvning til London. Vores kufferter vejede i øvrigt 41,6 kg i alt. Cairns lufthavn var til at overse, med få butikker og et par spisesteder, så vi brugte tiden inden afgang til at få rørt bentøjet, inden de mange timer i luften.

Der var afgang til Sydney planmæssigt kl. 10:25, og 2 timer og 50 minutter senere landede vi så i Sydney, efter en problemløs flyvning. Vores bagage kom ret hurtigt, og så var det ellers med lufthavns toget til udenrigsterminalen.

Indtjekningen forløb uden problemer, så da vi stod i transithallen, havde vi godt 2 timer til afgang. Inden vi kunne overgå til fri leg, skulle vi lige forbi toldkontoret og have moms tilbage på et par indkøb vi havde gjort. Resten af tiden brugte vi til at vindues shoppe, spise frokost og drikke kaffe.

Sydney lufthavn

Kl. 16:15 var der afgang med den store Airbus 380, og det er en stor maskine, men dejlig lydløs både under start og landing, samt mens den er i luften. Der er også lidt mere plads på monkey class end vi var vant til.

Airbus 380

Foran os lå godt 8 timers flyvning til Singapore. Vi blev trakteret med aftensmad, is og frugt samt alt hvad vi kunne tænke os at drikke. Udvalget af film fejlede hellere ikke noget, jeg nåede at se både, From Paris With Love og Shutter Island, Susanne fik set Dear John og Valentines day, inden vi satte hjulene på jorden i Singapore.

Under vores stop i Singapore, skulle alle ud selvom det kun var 1½ times stop, så vi nåede kun at tage en runde inden vi igen skulle sikkerhedsscreenes og ombord på flyet igen. Dog så jeg i gaten Syd Afrika score til 1-0.

Afgang omkring midnat og godt 13½ times flyvning til London, var foran os. Vi havde købte et par sandwich med fra Singapore som vi nåede at spise inden vi kom i luften, herefter var der dømt “sovning“, på med skyklapperne og i med ørepropperne og godnat Viola.

Det blev en god nats søvn, taget i betragtning af stedet, godt 8 timer blev det til. Vi fortsatte hvor vi havde sluppet aftenen før med flere film, jeg så Brothers, en amerikansk udgave af Susanne Biers Brødre, og Edge of Darkness med Mel Gibson. Susanne fik set en del afsnit af Bones. Nogle timer før vi landede blev der serveret morgenmad.

Airbus 380 set fra tail kameraet

Vi landede 15 minutter forsinket kl. 6:50 i Heathrow, hvor vi igen skulle hente vores kufferter og tjekke dem ind igen. Sikkert på grund af dagen og tidspunktet forløb alt sammen utroligt let og smertefrit. Vel inde i transitområdet, fik vi kigget lidt på forretninger, før vi valgte at gøre brug af loungen.

Opdatering i London

Efter lidt kaffe var det tid til at få slået en krølle på vores tur til Australien.

Som afslutning på denne fantastiske tur kommer her lidt statistik.

Fløjet 48.850 km
Kørt i bil 6.311 km
Gået MEGET
Cyklet 0 km
Taget 3439 billeder
Filmet 352 minutters video
Boet på hotel 56 nætter
Skiftet hotel 22 gange
Sovet 2 nætter i flyet.

Nu trænger vi til ferie.

torsdag den 10. juni 2010

Cairns 8. - 11. juni 2010

Magnetic Island til Cairns 8. juni 2010

Vi var tidligt ude af kassen, vi havde nemlig besluttet at tage den tidlige færge fra øen kl. 8:00 og tjek ind var 30 min. før afgang. Vi spiste vores morgenmad på balkonen, men på grund af det tidligere tidspunkt var det noget køligere end de andre morgener. Vejret var også lidt mere broget med flere skyer på himmelen end vi havde haft før.

Færgen afgik til tiden og godt en ½ time senere var vi tilbage i Townsville med kurs mod Cairns, en tur på godt 350 km lå foran os.

På vej gennem sukkerrørsmarker

Vi havde egentlig ikke planlagt nogle stop undervejs, med undtagelse af et enkelt tankstop, men da vi 70 km før Cairns så en afkørsel til et vandfald ved navn Josephine, “måske” navnet på vores kommende barnebarn, så måtte vi lige tage en afstikker.

Josephine Falls

Det var et flot stort vandfald som, i modsætning til mange andre, flyder det hele året rundt, og vi fik da også dagens motion ved at gå fra bilen til vandfaldet og retur.

Josephine Falls

Josephine Falls

I Cairns fandt vi hurtigt vores hotel, Comfort Inn, som lå på kanten til centrum, esplanaden og et strot shoppingcenter. Vejret havde klaret noget op, og op var temperaturen også gået, 29 grader.

Esplanaden i Cairns

Efter indtjekningen og den obligatoriske udpakningen, var det ellers ud at se hvad byen kunne byde på. Esplanaden blev vores vej ind til byen, en meget flot anlagt promenade langs vandkanten, hvis det ellers havde været højvande, for de første 100 m ud var der bare blotlagt havbund og intet vand.

Vores rundtur fortsatte op gennem centrum af byen, hvor det virkelig kunne ses at dette var en turist by, med alle de ting og steder turister søger. Vi selv søgte rundt for at finde en tur til Kuranda den næste dag, og udbuddet var helt utroligt og det samme var priserne. Vi endte med at bestille turen fra vores hotel.

Før vi gik tilbage til hotellet tog vi en rundne på nat markedet, som er der hver aften mellem 16:30 og 22:30, her lykkedes det mig at finde en frisør, så jeg kunne få fjernet lidt af back packer looket, og til kr. 65,00 var det jo nærmest halv pris af hvad jeg betaler hjemme.

Aftensmaden spiste vi på hotellets restaurant, der var fisk på menuen, som vi begge valgte dog i forskellige variationer.

Restauranten på Comfort Inn

Cairns 9. juni 2010

Vi spiste morgenmad på vores balkon, vejret var dejligt som dagen før høj sol og godt varmt allerede fra morgenstunden.

Morgenmad på balkonen

Efter morgenmaden kørte jeg ned og afleverede vores lejebil, det var godt nok en dag for tidligt, men da dagen skulle bruges på tur, var der ingen grund til at den bare stod parkeret ved hotellet hele dagen.

Kl. 10:00 blev vi hentet foran hotellet af en bus som kørte os op til svævebanen der skulle transporterer os op til Kuranda. Det var en god lang tur, 7,5 km i verdens næst længste svævebane Skyrail, som gik over regnskov og floder.

I svævebanen over regnskoven

Undervejs var der to stop hvor vi kunne stå af, det første stop bød på en tur rundt i regnskoven på en anlagte rute,

Kuranda Scenic Railway set fra svævebanen

Barron Falls

det andet var et stop ved Barron vandfaldet hvor der var masser af muligheder for at tage billeder.

Susanne i urskoven

Barron River

Vi landede i Kuranda lidt før kl. 12:00, og hvis Cairns var turistet, så var det her turistificeret, alt i byen var anlagt/lavet for turister, ikke at det betød noget, for der var dejlig natur, frisk luft og dejligt vejr. Så vi nød bare at gå rundt i byen og se på forretninger, og frokosten bestod for mit vedkommende af tyske Bratwurst og tysk øl, lidt turist har man vel lov at være, Susanne anlagde en mere tropisk stil med papaya og mango.

Kuranda

Vores retur til Cairns foregik med tog, Kuranda Scenic Railways, toglinien var blevet anlagt i de gode gamle dage, hvor man kunne finde guld i bjergene omkring Cairns, nu om dage var det mest, læs kun, for turister at toget kørte op 2 gange om morgenen og ned to gange om eftermiddagen.

Toget

Toget

Toget igen igen

På tur med DSB

Det var en utrolig flot tur som gik gennem 15 tunneler, og kørte på siden af bjergene, der var et enkelt stop undervejs ved Barron vandfaldet, så man kunne få billeder fra den anden side bjerget.

Stone Creek Falls

Togvognen

Vi ankom med toget i centrum af Cairns, efter en af de bedste ture vi har været på i Australien, og valgte at tage en tur rundt i shopping gaderne. Vi ville gerne købe en speciel souvenir, gerne en didgeridoo som er et blæseinstrument brugt af de Aboriginals. Vi fandt en butik som både havde en vi kunne lide og til en pris vi ville betale, så den ankommer med UPS i løbet af en ugenstid.

Tilbage på hotellet fik vi badet og klædt om inden vi begav os ud i aftenlivet. Aftensmaden spiste vi på en mexicansk restaurant, et helt igennem godt valg, maden smagte fantastisk og omgivelserne var meget autentiske.

Mexikansk restaurant

Cairns 10. juni 2010

Det måtte jo komme, vores sidste dag i Australien, vi spiste morgenmad på vores balkon, mens vi snakkede om hvad dagen skulle bruges til. Der var egentlig flere ting vi ville se, men ikke de samme, og på den anden side var vi ved at være mættet med alle de ting vi indtil nu havde set. Så vi besluttede at tage en stille dag på kontoret, under forstået ren afslapning.

Vi gik efter morgenmaden ned på Esplanaden for at finde et sted at ligge i solen og nyde det gode vejr, hvem ved hvornår det sker næste gang, for måske faldt sommeren i DK sidste weekend, den kommende ser i hvert fald øv ud.

Esplanaden i Cairns

Det blev et par afslappende timer i solen, hvor vi lå og reflekterede over de oplevelser vi indtil nu havde haft, faktisk blev det en slags konkurrence om hvem der kunne huske navnene på vores hoteller og steder vi havde spist undervejs. Da vi syntes vi var blevet branket nok, pakkede vi os sammen og gik op i byen for en sidste rundtur og sidste shopping, juhu.

Cairns


Vi fik gjort de sidste “nødvendige” indkøb inden vi satte os på en cafe, hvor vi hurtigt kom i snak med et par andre som sad ved bordet ved siden af. Vi fik snakket lidt om løst og fast, den ene var australier og den anden turist fra Skotland som arbejdede sig rundt i Australien.

Vi var desværre nødsaget til at bryde op, efter nogle timer, da vi skulle tilbage til hotellet og pakke vores sager, og ikke mindst smide ting ud så vi kunne nedbringe vores kuffert vægt til max. 20 kg.

Vi fik reduceret indholdet af vores kufferter, så vi nu tror at de ikke vejer mere end de må, ellers har Susanne sikkert noget tøj hun ikke behøver så meget som hun tror. Jeg kan i hvert fald ikke smide mere ud, selv min toilettaske er tom, eller rettere den fyldt med vasketøj. Okay okay så er der lige de 17 T-shirts jeg har købt, nødvendige selvfølgelig, undervejs som fylder lidt, meget lidt i min kuffert. ( Denne del af bloggen er som det kan ses under censur).

Aftensmaden spiste vi igen på hotellets restaurant, hvor menuen igen stod på fisk, Barramundi, en fisk de siger kun kan fås i Australien, lidt ærgerligt for den smager fantastisk.

Det bliver så det sidste input fra Australien, men men vi laver en afslutning på krøllen i flyet på vej hjem i morgen. Vi har jo lidt tid fra vi starter herfra i morgen kl. 9:00 og indtil vi lander i Kastrup lørdag kl. 15:00, dette inkluderer de 8 timer vi vinder undervejs.

fredag den 4. juni 2010

Townsville og Magnetic Island 4. - 7. juni 2010

Airlie Beach til Townsville 4. juni 2010

Vi pakkede vores ting mens vi spiste morgenmad, og lidt før kl. 10 tjekkede vi ud fra hotellet, vi havde godt 280 km foran os til Townsville. Turen gik gennem det ene område efter det andet med sukkerrør og mango plantager.

Sukkerrørs marker

Vi ankom til vores hotel Ibis, med lidt besvær, GPS’en havde placeret gaden hvor hotellet lå forkert, noget jeg aldrig har oplevet før, så vi måtte bruge et gammeldags kort til at finde hotellet. Vores værelse var ikke klart, men receptionisten fandt os et andet værelse som var rengjort.

Hotel Ibis i Townsville

Vi brugte ingen tid på udpakning, kun en enkelt overnatning, så minutter efter var vi igen nede i bilen, vi skulle finde færgehavnen, hvorfra færgen til Magnetic Island sejlede. Vi fik købt en billet og reserveret tid til næste dag kl. 10:45.

The Strand, en menneske skabt strand, var vores næste mål. Vi gik turen langs The Strand mens vi nød det dejlige vejr, 27 grader og høj sol.

The Strand

The Strand

Vi kørte tilbage til centrum, vi skulle finde gågaden og et sted at spise frokost. Vi parkerede bilen et stykke fra centrum og gik det sidste stykke. Vi kom gennem Flinders Street East, som dømt ud fra antallet af barer og restauranter var stedet det skete i Townsville. Til gengæld var gågaden stedet hvor det IKKE skete, hele gaden var gravet op i midten og byggepladsen hegnet ind med højt hegn, så man ikke kunne se begge sider på en gang. Vi var derfor nødsaget til at tage en side af gangen. Det gik nu relativt hurtigt, for i den ene ende af gaden var samtlige butikker tomme, 20 - 30 butikslokaler side om side tomme.

Townsville

Frokosten blev indtaget på The Brewery, som havde til huse i det gamle postkontor, en meget flot og stilfuld bygning.

Det var en dejlig varm aften der mødte os, noget vi ikke havde oplevet siden Darwin, vi begav os over til en Indisk restaurant vi havde kigget ud tidligere på dagen. Vi fik rigtig god spicy indisk mad, som vi belært af erfaring blev skyllet ned med vand, man kunne ikke købe alkoholiske drikke på restauranten, til gengæld kan man medbringe sin egen vin eller øl. Det er i øvrigt et udbredt fænomen i Australien at man kan medbringe sin egen vin, mest på restauranter som ikke serverer alkohol, men også andre restauranter tillader at men medbringer sin egen vin, nogle steder skal man betale en mindre gebyr per gæst.

Vi sluttede aftenen af på The Shed, en kombineret bar til kl. 22 og diskotek efter kl. 22, forskellen bestod vist mest i hvor højt de spillede musikken, og gennemsnitsalderen faldt betragteligt efter kl. 22.

Townsville til Magnetic Island 5. juni 2010

Vi var hurtigt ude af værelset fordi vi ikke havde pakket særligt meget ud. Så vi ankom til færgehavnen godt en ½ time før færgen skulle sejle.

Kl. 10:45 var der afgang fra Townsville og godt 35 min. senere var vi klar til at køre i land på Magnetic Island. Øen ligger godt 8 km øst for Townsville, og fungerede under 2. verdenskrig som adgangskontrol til Townsville. Øen havde på toppen et kanonanlæg, som kunne beskyde skibe på op til 20 km afstand.

Townsville set fra vandet

Vores hotel Arcadia Beach Guest House, lå kun få minutters kørsel fra havnen, perfekt placeret lige ud til vandet. Vi havde booket det bedste værelse på stedet, så vores værelse og balkon fylder hele bredden på hotellet og med direkte udsigt til vandet. Alle værelser har navne, vores hedder Lovers Bay.

Arcadia Beach Guest House

Efter indtjekning fik vi en orientering om hotellet, øen og de forskellige badesbugter. Hotellet som huser alt fra vores værelse til telte i baghaven, havde også 2 køkkener og en stor grill.

Japansk fotostop ved Arthur Bay

Vi valgte at køre en rundtur på øen, dels for at få shoppet lidt ind til aftensmaden og dels for at finde nogle gode strande til badning og snorkling. Vi shoppede først og kørte så forbi hotellet med madvarerne, før vi kørte til Florence Bay, hvor vi fik slappet lidt af på stranden og jeg fik snorklet i bugten.

Florence Bay

Florence Bay

Efter et par timers afslapning kørte vi til The Forts, kanonstillingen, kørte er nok lidt meget sagt, for de sidste 2 km foregik til fods. Vores mål var dels at se stillingen og udsigten derfra, men også undervejs at se koala bjørne i deres naturlige miljø. På vej op lykkedes det os at se en koala, som dog ikke vidste den havde gæster, for den sov ufortrødent mens vi tog billeder.

Sovende koala

Oppe på toppen var der en fantastisk udsigt over øen og havet omkring, og vi kunne tydeligt se Townsville og fastlandet.

The Forts

The Forts

2 km op betyder også 2 km ned igen, her så vi udover den koala vi før havde set, endnu en som var i gang med at fylde hovedet med eukalyptus blade, som er det eneste en koala spiser. Det tager i øvrigt flere dage for den at fordøje bladene, hvorfor den sover ca. 23 timer i døgnet.

Tilbage på hotellet var mørket så småt begyndt at sænke sig, så vi badede og begyndte så småt at gøre klar til aftensmaden. Der var kø ved grillen, så det tog lidt længere tid end beregnet før vi kunne sætte os til bords og indtage maden, bøffer, røget ribben og hvidløgs pølser garneret med hjemmesnittet salat ad libitum.

Efter maden gik vi langs stranden, dels for at få sand i skoene og dels for at få brændt nogle af kalorierne af. Vi endte på en Italiensk cafe, som dog var ved at lukke, men de kunne henvise os til en sportsbar lidt længere op ad gaden. Sportsbar lød helt fint i mine øre, Danmark skulle jo spille mod Syd Afrika, lidt senere. Men men Australiens nye tennis darling skulle spille finale i France Open og den Australske fodbold landshold skulle spille mod USA, så det var svært at overbevise dem om, at de skulle vise Danmarks kamp. Jeg prøvede alt, selv Mary tricket virkede ikke, indtil der var omskiftning i baren. Her fik jeg en tjener til at skifte kanalen på et TV til Eurosport, som i DK viste kampen, men Eurosport i Australien vist sejlads. Så der blev ingen fodbold den aften, og efter at have hørt om kampen og resultatet gør det heller ikke så meget.

Magnetic Island 6. juni 2010

Vi vågnede op til lyden af bølge skvulp og gjorde os så klar til at spise morgenmad på balkonen.

Morgenmad på balkonen

Vi fortsatte vores rundtur fra dagen før og vores første mål var Horseshoe Bay, men på vejen kom vi forbi noget vi troede var et marked i Alma Bay, så vi stoppede for at se lidt nærmere på det. Det viste sig at være en slags marked med boder som man normalt ser, men også boder med oplysning om miljø og lign. Det var nemlig World Ocean Day, en dag om året hvor man mødtes for at rense strandene for alskens skidt og møj.

Efter en hurtig rundtur på markedet, kørte vi videre til Horseshoe Bay, på den nordlige del af øen. Vi gik en tur frem og tilbage på promanden, og besøgte et par af butikkerne.

Horseshoe Bay

På vej mod Rocky Bay kørte vi forbi hotellet og smurte nogle sandwich til frokost. Men vi missede åbenbart nedgangen til Rocky Bay, for vi endte i den næste i rækken Picnic Bay, vi valgte at spise vores frokost her, mens vi sad og nød udsigten udover vandet.

Frokost i Picnic Bay

Efter frokosten forsøgte vi igen at finde Rocky Bay, og efter et par forgæves forsøg fandt vi nedgangen til stranden. Det mærkelige var at alle strande her er mærket med store skilte, ikke denne, forklaringen fandt vi måske malet på en stor sten ved begyndelsen af stien, NUDE BEACH, eller på dansk nudist strand. Ifølge Lonely Planet var det den bedste strand på øen, men nu overtaget af nogle fjolser i Adam og Eva kostume.

Rocky Bay, nudist stranden

Vi valgte at køre tilbage til vores egen strand, lige foran hotellet, hvor vi fik os et par timer i solen.

Tilbage på værelset blev der sat gang i skriveriet, 3 ½ dag bagefter, mens solen stille og roligt gik ned.

Vi lavede samme arbejdsfordeling som dagen før, jeg knoklede med grillen, mens Susanne snittede lidt salat. Menuen var også den samme, vi havde nemlig handlet stort ind.

Magnetic Island 7. juni 2010

Hotellets Rolls Royce, som man kunne blive hentet i ved havnen

Vi spiste igen vores morgenmad på balkonen, mens vi nød morgen solen, eller rettere formiddags solen, det var en dejlig varm morgen med høj blå himmel.

Efter vi havde spist, var planen at køre til West Point på den, mærkelig nok, vestlige del af øen, på kortet var vejen vist som 4 WD, men vi forsøgte os alligevel i vores meget 2 WD bil. Det gik også fint til ca. 2 km fra West Point, der blev vejen i så dårlig kvalitet at vi valgte at vende om. I stedet kørte vi til Cockley Bay, som efter sigende skulle have et skibsvrag liggende på stranden. Men efter en del søgen på og omkring stranden, måtte vi opgive at finde vraget, det nærmeste vi kom var et par både som lå på bunden af den meget lav vandede strand.

Cockley Bay uden skibsvrag

Det var to skuffelser på en formiddag, så vi besluttede at køre forbi hotellet og smøre lidt frokost for så at tage på stranden. Vi tog den hjemmesmurte frokost med til Alma Bay, hvor der var både borde og stole som vi kunne bruge.

Frokost på Alma Bay

Det var en meget fin strand, men på grund af de mange træer og palmer var det meste af stranden i skygge, så efter vi havde spist kørte vi tilbage, 600 m, til vores egen strand som var i fuldstændig sol.

Før vi kørte tilbage til hotellet gik vejen forbi supermarkedet dels for at købe ind til aftensmad og dels for at få lidt foder til Rock Wallabies, en lille kænguru art som lever i klipperne langs stranden, som kommer frem når solen går ned.

Vi kørte ud til klipperne hvor de kommer ned med vores medbragte mad, og rigtigt nok der var masser af små Wallabies som mere end gladelig spiste vores medbragte gulerødder og nødder.

Wallabie,lille kænguru

Det gav os en god mulighed for at komme rigtigt tæt på dem, mens de indtog maden.

Wallabies

Om aftenen var der igen dømt grillaften på hotellets grill, maden spiste vi på balkonen til lyden af bølgernes sagte skvulpen mod kysten.

Arcadia Beach Guest House