Alice Springs & Uluru 4. - 10. maj 2010

Sydney til Alice Springs 4. maj 2010.

Kl. 7:30 tjekkede vi ud af vores hotel The Menzies, vi skulle med toget til lufthavnen, og heldigvis lå togstationen lige på den anden side af gaden. En ½ time senere stod vi i tjek ind køen til vores fly til Alice Springs. Indtjekning og security tjek forløb utroligt smertefrit, så vi havde masser af tid i transit området inden afgang kl. 9:50. Der var både tid til morgenkaffe og lidt skriveri til Bloggen, inden vi gik ombord.

Selve flyvningen tog godt 4½ time, men vi vandt ½ time i tidsforskel, så vi landede kl. 12:45 i Alice Springs. Same procedure as last, Susanne ventede/hentede på vores kufferter mens jeg hentede lejebilen. Vi fik en Mitsubishi Outlander, som vi havde bestilt, det er en bil med 4 hjulstræk, så den kan bruges lidt off-road ( grusveje og lign.), selvom udlejningsfirmaerne helst ser at man kun kører på asfalterede veje.

Vores Mitsubishi Outlander

Fra lufthavnen kørte vi direkte til vores hotel All Seasons Oasis, som lå lige i udkanten af Alice Springs, 500 m fra centrum. Alice Springs er i forhold til de andre byer vi har besøgt, meget lille her bor kun omkring 30.000 mennesker i og omkring Alice Springs. Northern Territory som Alice Springs er en del har kun omkring 200.000 i indbyggere men dækker et areal på størrelse med Frankrig gange mere end 2. Aboriginals, som er den oprindelige befolkning, udgør 10% af befolkningen i Alice Springs.

Vores værelse på All Seasons Oasis

Vores terrasse

Efter at have tjekket ind på hotellet, gik vi en tur ind til centrum, hvor der ud over restauranter og cafeer, var masser af butikker som solgte souvenirs og camping grej. Aboriginals udgjorde en del af bybilledet, desværre var en hel del af dem tydeligt under indflydelse af enten stoffer eller mere sandsynligt alkohol.

Vi fandt en meget autentisk cafe, læs underkopper og kopper passede ikke sammen, med rigtig god kaffe og ikke mindst gratis internet, her fik vi opdateret bloggen og tjekket mail. På vej tilbage til hotellet gik vi forbi det lokale supermarked og den lokale vin og øl butik. Øl, vin og spiritus sælges som i Sverige fra separate butikker, ikke bare her i Alice Springs men overalt i Australien, men til forskel fra de andre byer vi har besøgt skulle man her vise id-kort for at få lov til at købe alkohol. Vi havde selvfølgelig ikke taget nogen form for legitimation med os, så vi kunne ingenting købe.

Om aftenen spiste vi aftensmad på Bojangles eller bare Bo’s Saloon, en institution her i byen med saloon svingdøre og hestesadler som bar stole. Udenfor døren var der en skilt hvor der stod at uden ID var der ingen servering af alkohol, men det blev ikke håndhævet som i spritbutikken. Udover at servere rigtig gode bøffer, fungerer stedet også som lokal radiostation og der sendes live fra baren, med baggrunds støj fra det opløftede gæster. Desuden kører de live webkamera så hele verden kan følge med.

Bo's Saloon

Det virkede en smule skummelt da vi gik tilbage til hotellet, ikke fordi jeg ikke kan lide Aboriginals, men dem vi mødte på vores vej kom enten i større grupper, og de fleste var stærkt berusede. Ikke at nogen antastede os, en enkelt ville købe en cigaret, det var det hele.

Alice Springs 5. maj 2010.

Efter morgenmaden kørte vi fra hotellet, Macdonnell Ranges var vores mål for dagen, nærmere bestemt vest Macdonnels. Den går vest fra byen og strækker sig ca. 150 km, med kløfter, sprækker, naturlige vandhuller og masser af gode vandre stier.

Vejskilt

Forbudsskilt, ingen alkohol eller porno efter dette skilt

Første stop på turen vestover var John Flynn’s grav, det var ham der startede Flying doktors, tilbage i 30’erne, ikke bare for lokalbefolkningen men også for dem der arbejder og rejser i området.

John Flynn's grav

Simpsons Gab var det næste stop, en kløft som er et resultat af 60 millioner års erodering af vand, måske plus minus et par måneder, så vidt vi kunne vurderer.

Simpsons Gap

Ca. 50 km vest for Alice Springs kom vi til Standley Chasm, en sprække gennem bjerget med 60 m høje klipper på begge sider, inden vi begav os ud på gåturen til sprækken var det tid til lidt morgen kaffe. Selve gåturen tog godt 30 min. og mindede lidt om Petra i Jordan, dog kunne/måtte man ikke gå hele vejen gennem sprækken.

Standleys Chasm

Længere mod vest besøgte vi Ellery Creek Big Hole, som er et stort permanent vandhul, som man kan bade i hvis 15 grader koldt vand er ens livret, vi blev på land og nøjedes med at tage billeder, der var dog en gruppe yngre mennesker i vandet som så ud til at nyde den kolde dukkert.

Ellery Creek Big Hole

Serpentine Gorge, en kløft med en naturligt vandhul, det var en længere gåtur til kløften, ½ time til kløften plus yderligere 15 minutters bjergbestigning op til et udsigtspunkt. Susanne gik med 3/4 del af vejen op til udsigtspunktet, så syntes hun det var højt nok, og okay det var højt og der var ingen gelænder eller andet at holde i. Udsigten fra toppen var besværet og risikoen værd, nu da vi er kommet ned i god behold, men vi ville ikke gøre det igen. Turen ned fra udsigtspunktet var i øvrigt mere besværlig end turen op. Tilbage ved bilen var det tid til den medbragte frokost, inden vi begyndte vores 100 km tur tilbage mod Alice Springs.

Serpentine Gorge

Halvvejs op på udsigtspunktet Serpentine Gorge

Vi sluttede køreturen af med et besøg på ANZAC hill, et udsigtspunkt nord for Alice Springs, som gav et godt vue over byen, som er en relativ lav by, imodsætning til Sydney, Melbourne og Canberra, kun få bygninger med mere en 2 etager.

Alice Springs set fra ANZAC

Vi kørte langs Todd River tilbage til hotellet, floden er tør, og det er den det meste af året, eller faktisk gå der år og dage mellem vandet flyder i floden. Som vi bruger to torsdage i en uge om noget der aldrig sker, bruger folk herude vand i Todd River om noget der nok aldrig sker. Når det så er sagt har floden hele 3 gange i år flydt med vand, men vandet forsvinder som regel i løbet af nogle få dage/uger.

Vi valgte at spise på hotellet, hvilket viste sig at være et godt valg, jeg fik dagens fisk og Susanne fik en vegetar pasta, begge smagte virkelig godt.


Alice Springs 6. maj 2010.

Efter morgenmaden kørte vi ud til en dyre- og natur park som lå et par kilometer udenfor byen, det var i samme retning som vi havde kørt dagen før så vi kendte vejen. Det var køligt kun 8 grader, men i løbet af dagen ville det blive 23 grader, hvilket var noget mindre end de foregående dage, hvor vi havde haft optil 28 grader.

Parken var opdelt i temaer/områder med de forskellige typer landskaber man kan støde på i den centrale del af Australien. Vores første stop var en biograf der viste en ½ times film om hvordan Australien var opstået og blevet til det det er i dag.

Der efter gik vi ellers på en selvguidede tur, forstået på den måde at vi var blevet udstyret med et par høretelefoner og en afspiller, og rundt i parken var der så opsat skilte med numre, det nummer tastede man ind i afspilleren og man fik så informationer om det eller den ting der var på stedet. Der var også rigtigt guidede ture i de forskellige områder, men vi syntes at vi mere end rigelig information gennem vores høretelefoner.

Fra Desert Park

Pig øgle


Der var masser af voliere med områdets fugleliv, et område med emuer og et stort område med kænguruer, hvor vi kunne gå ind og komme ret tæt på dyrene. Kænguruer er aften/nat dyr så de sover det meste af dagen, og vågner op lige omkring solnedgang, hvorfor man skal være ekstra påpasselig når man køre bil i de mørke timer. For os var en kænguru en kænguru, men der findes lige så mange forskellige arter som der findes hunderacer i Danmark, de kommer i alle størrelser fra kanin til menneske størrelse, og i mange forskellige farver.

Kænguruer

Efter vi havde fuldført rundturen, 3 ½ time, tog vi et pitstop i deres cafe inden vi kørte tilbage til hotellet, undervejs stoppede vi i det lokale supermarked for at handle ind til vores tur til Uluru dagen efter.

Eftermiddags kaffen blev indtaget på McDonalds, hvor de har gratis internet, så vi kunne opdatere bloggen, samt tjekke vores e-mail.

Da vi skulle tidligt op den næste dag, gik vi tidligt på værelset og mens vi pakkede og gjorde klar, kørte den danske serie Forbrydelsen på TV med dansk tale og det hele, meget mærkeligt at være så langt væk hjemmefra også se og høre dansk i TV.

Alice Springs til Uluru 7. maj 2010

Vores vækkeur ringede allerede kl. 5:20, vi ville ud på vejene så snart solen var stået op omkring kl. 6:45. Så efter morgenmaden fik vi pakket bilen og da solen lige var stået op kørte vi ud af indkørselen, foran lå 445 km til Uluru også kendt som Ayers Rock. Det var en kold morgen kun 5 grader, men igen ville temperaturen komme op på 23 grader.

Det viste sig at være en god besluttet at køre tidligt, vi havde vejene stort set for os selv, gode meget lige veje, og en max hastighed på 130 km/t, på en lignende dansk vej ville max hastigheden have været 80 km/t. Vi satte cruise kontrollen på 110 km/t, dels af hensyn til benzin økonomien men også af hensyn til støjen.

Vi lavede et pitstop undervejs, ca. 70 km før Uluru, på Curtin Springs Cattle Station (se areal størrelsen på skiltet) dels for at få en tår kaffe og dels for at få fyldt benzin på bilen, det var tydeligt at der var langt mellem benzin stationerne, den her var kun den anden vi havde set i 360 km, og prisen bar også præg af den manglende konkurrence, en liter kostede $1,91 ca. kr. 10,00, andre steder har vi tanket til $1,20.

Pitstop ved Curtin Cattlestation

Vi ankom til vores hotel, The Lost Camel i Yulara 20 km fra Uluru efter godt 4½ times kørsel. Vi kunne få vores værelse med det samme, så en hurtig udpakning og så var vi ud i samfundet (Yulara) igen. Yulara er et resort/landsby, som er ejet af den samme ejer, der er 2 campingpladser, 5 hoteller, 1 shoppingcenter, 8 restauranter og 2 cafeer, de fleste restauranter ligger i og på hotellerne. Da alt ejes af den samm ejer, er der ingen konkurrence overhovedet, hotellet vi bor på er de klart dyreste hotel vi kommer til at bo på, vores 5 nætter i centrum af Sydney kostede mindre end vores 2 nætter her, men Uluru er et must når man besøger det centrale Australien, da det er ødemarkens varetegn.

Hotel Lost Camel

Vi gik en rundtur på resortet for at orientere os lidt om stedet inden vi gik gennem shoppingcentret, hvor vi spiste vores frokost.

Vi kørte ud til Uluru hen på eftermiddagen, det var et fantastisk syn at se klippen/stenen med egne øjne og ikke på et postkort. Det er i øvrigt verdens største sten, ifølge vores rejsebøger. Vi valgte at gå en 4 km’s tur langs med Uluru, en tur rundt om hele klippen er 10,4 km. Det viste sig at være en god beslutning med den korte tur, ikke på grund af vores dagsform, men på grund af ca. 1,2 millioner fluer, +/- 7, der konstant var rundt om/på dig, så der blev viftet noget med både arme og ben for at holde fluerne væk.

Vores tur langs Uluru

Uluru er Aboriginals helligdom, så der er flere steder man ikke må fotografere og der henstilles til at man ikke klatre på stenen, det til trods er der dagligt adskillelige som bestiger stenen. Det er en halv farlig tur, da stenen er både glat og stejl, og mindst 36 mennesker er helt ligeglade med de oplysninger, de er nemlig døde på vej op eller ned af stenen indenfor de seneste år. Så sent som i sidste uge var det nummer 36.

Os foran Uluru

På vej fra Uluru

Efter vores gåtur tog vi hele rundtur i bilen, inden vi gjorde holdt på solnedgangs stedet, sammen med ca. mange andre stod vi og ventede på at solen skulle gå ned, mens vi filmede og fotograferede på livet løs. Indrømmet det var smukt at se hvordan stenen skiftede fra brunlig til ildrød mens solen stille og roligt forsvandt i horisonten bag os, for til sidst at blive sort.

Uluru ved solnedgang

Uluru lige efter solnedgang

Uluru, Ayers Rock 8. maj 2010

Vi stod meget tidligt op, vi skulle ud og se Uluru ved solopgang, ifølge bøgerne skulle det være lige så smukt som ved solnedgang. Morgenmaden spiste vi ude på ved stenen, inden vi gik op til en fotoplatform, og showet kunne begynde. Det var skide koldt igen kun omkring de 5 grader, og selvom vi havde alt vores overtøj på så frøs vi. Lad det være sagt med det samme, det var ingen gang tæt på at være så smukt som aftenen før, så i bedste fald var det spild af god nattesøvn at stå derude og fryse.

Uluru lige efter solopgang

Tilbage i bilen blev der skruet helt op for varmen, så vi kunne tø vores tæer og fingre op, der var stadig kun 7 grader udenfor.

Vi kørte til Kata Tjuta eller The Olgas som de også kaldes, godt 50 km fra Uluru, som er flere sten formationer og i lighed med Uluru godt 550 millioner år gamle, igen +/- en par uger. På vejen stoppede vi ved et foto sted, og tog lidt billeder inden vi kørte de sidste kilometer op til formationen.

Walpa Gorge er en kløft som man kan komme til via 1,3 km sti fra parkeringspladsen, så vi fik os en god gang morgenmotion på vej ind i kløften og tilbage igen. Men vi var heldige, sikkert på grund af det tidlige tidspunkt, for der var stort set ingen andre end os.
Walpa Gorge
Den anden tur man kan gå er Valley of the Winds, her tog vi “kun” den korte tur op til det første udsigtspunkt, en tur på 1,1 km hver vej. Stedet levede ganske godt op til sit navn, der blæste en kraftig vind oppe på udsigtspunktet.

Valley of the Winds

Vi var holdt helt op med at fryse da vi kom tilbage til bilen, faktisk var vi godt svedige efter morgenens strabadser, så vi besluttede at vi havde set nok på gamle sten, og kørte tilbage til hotellet.

På vej fra Kata Tjuta

En hurtig frokost og omskiftning til badetøj, så var vi klar til et par timer ved poolen, temperaturen var nu oppe på de 23 grader, så det var bare dejligt at ligge og slikke noget sol. Faktisk var det første gang siden vi ankom til Australien for 3 uger siden at vi tog os tid til at slappe af.

Aftensmaden blev indtaget på Outback Pioneer BBQ, en restaurant hvor man får råt kød udleveret og selv steger det på de opstillede grille, vi valgte at spise lokal mad krokodille - og kænguru spyd samt emu - og oksekødspølser, dertil var der en stor salat- og frugt buffet. Alt sammen smagt fint, krokodille er lyst kød, lidt sejt når man tygger det, minder blæksprutter, og smager som frølår. Kænguru meget mørkt kød, som hestekød, smager lidt hen af vildtkød. Emu pølsen var krydret man alskens krydderier, så det var svært at stedfæste en smag på emu, men mon ikke det smager lidt som struds.

Gør det selv mad

Aftenen forsatte med levende musik og dans, indtil vi tog natbussen tilbage til hotellet. Natbussen en gratis shuttle bus der kører mellem de forskellige hoteller.

Uluru til Alice Springs 9. maj 2010

Kl. 8:00 tjekkede vi ud fra hotellet, og startede vores 445 km’s tur tilbage til Alice Springs. Der var væsentlig mere trafik på vejen tilbage end vi havde mødte på vej derned.

Trafikskilt

Vi gjorde holdt ved Mount Conner, eller ved og ved er vel så meget sagt, men et sted hvorfra man kunne fotograferer Mount Conner. Det er et fladt bjerg, som minder om Uluru, og mange turister tror det er Uluru når de ser det. Det er 4 meter lavere og godt 150 millioner år ældre end både Uluru og Kata Tjuta.

Vi havde planlagt at vi ville se nogle meteorkratere, som er ca. 4700 år gamle og hvor meteorer af 200 l olietønders størrelsen ramte, men dårlig skiltning og et dårligt kort, gjorde at vi passerede vejen og inden vi fandt ud af det, var vi godt 100 km forbi, så det må blive en anden gang. På den anden side 12 huller i jorden, hvoraf det største er 15 m dybt og 180 m i diameter, et hul er vel et hul.

På vej til Alice Springs

Vi tjekkede ind på det samme hotel vi havde boet på før, og efter udpakningen var det tid til at få vasket noget tøj. Mens tøjet snurrede rundt i maskineriet, indtog vi en let frokost.

Eftermiddagen blev brugt til ren afslapning, det er måske ved at blive en dårlig vane, inden vi hen under aften tog ind til centrum for at spise aftensmad, Der var ikke meget liv i byen, men okay det var søndag, så de fleste havde måske ligesom os brugt krudtet aftenen før.


Alice Springs 10. maj 2010

Efter vi havde returneret vores leje bil, og betalt for de mange ekstra kilometer vi havde kørt, valgte vi at lave en rundtur til seværdighederne i byen. Flying Doctors, De flyvende læger, er i alle guide bøger den største seværdighed, ikke fordi bygningen der huser dem er noget særligt, men på grund af det arbejde de gør og har gjort.
Udenfor Flying Doctors

Lidt længere op af samme gade var National Pioneer Women’s Hall of Fame, et museum som hylder hele nationens kvindelige pionere, det har til huse í et gammelt nedlagt fængsel.

Pioneer Women Museum

Videre rundt besøgte vi endnu et gammelt fængsel Stuart Town Gaol, men stedet var lukket og låst så måske havde de taget det i brug igen, for ind kunne vi ikke komme.

Town Gaol, byens gamle fængsel

Inden vi tog et velfortjent pitstop, passerede vi John Flynn Memorial Church, en kirke som var opført i 1956 og navngivet efter ham der startede Flying Doctors. Adelaide House, byens første hospital, som i dag huser et museum om John Flynn.

Sjov måde at vise Second hand shop

Frokosten købte vi med tilbage til hotellet, og eftermiddagen blev brugt ved hotellets swimmingpool, selvom vi nok må indrømme at vandet var ret koldt.

Om aftenen gik vi ind til byen og spiste på Bojangles igen, denne gang fik vi mixet grill med lokale specialiteter såsom kamel- og bøffel steaks, krokodille “frikadelle”, kænguruspyd og emu pølse.